Tænder

HUNDENS TÆNDER - KOMPLET SAKSBID




En ægte racetypisk Stafforshire Bull Terrier skal have et komplet saksebid. Det vil sige at "ALLE" tænder skal være tilstede.

Mangler hunden tænder er det "IKKE" komplet.


Hunden skal leve hele sit liv med sine tænder og det vil forvolde smerter og store udgifter for en hvalpekøber, hvis tandsættet ikke er i orden.

Vær kritisk som hvalpekøber og undersøg forældredyrene til din nye hvalp. Spørg rundt omkring og lav ikke noget impulskøb bare fordi en opdrætter ligger med hvalpe. Tag ud og se og mød så mange opdrættere som muligt og husk på at du skal leve rigtig mange år med din beslutning.

 

Tænder er for os en æressag og vi avler bevist på hunde som har et komplet tandsæt med saksebid. Så har vi gjort alt hvad vi kan for vores opdræt. Selvfølgelig kan en hvalp få en tandfejl alligevel, men fra vores side er alle hensyn taget FØR avl.



Hundens tænder:

Hundens mundhule består af kinderne afgrænset af læberne, ganen, svælget, mundhulebunden, tungen og de fire kæbegrene. En overkæbe og en underkæbe i både venstre og højre side. I kæbegrenene sidder tænderne. Underkæben består af to kæbegrene der sidder sammen forrest i munden. Hos mennesker er de to kæbegrene vokset helt sammen, så underkæben er én hel knogle. Hos hunde er sammenhæftningen mere løs. Den består af bindevæv. Det betyder at der helt normalt kan være lidt løshed mellem de to underkæbegrene, især hos de små hunderacer.

Bagest i munden ender de to underkæbegrene i hvert sit kæbeled.



Hundens tænder kan opdeles i:


  • Fortænder (incisiver)


  • Hjørnetænder (caninii)


  • Forreste kindtænder (præmolarer)


  • Bageste kindtænder (molarer)



Hunden fødes uden tænder, fordi den skal die (ligesom babyer skal amme). Efter ca. 3-4 uger begynder mælketænderne gradvist at bryde frem.


Der fremkommer i alt 28 mælketænder:


  • Overmunden: 6 fortænder, 2 hjørnetænder, 2x3 kindtænder (3 kindtænder i hver side)


  • Undermunden: 6 fortænder, 2 hjørnetænder, 2x3 kindtænder (3 kindtænder i hver side)



Selve processen hvor hunden skifter tænder ligner menneskets meget, idet hunden også har to tandsæt (hhv. Mælketænder og blivende tænder). Først et sæt mælketænder og derefter et sæt blivende (eller permanente) tænder. Når hunden er 12 uger begynder den at tabe sine

mælketænder, der erstattes af blivende tænder.


Når mælketænderne dannes, afsnøres en lille del af tandanlægget og lægger sig ned i kæben under mælketanden, parat til at udvikle sig til den blivende tand. Når den blivende tand begynder af dannes og vokser i størrelse, påvirker den mælketanden så dennes rod begynder en langsom tilbagedannelse. Mælketandens rod forsvinder altså lige så langsomt mens den blivende tand vokser frem. Til sidst er der kun kronen af mælketanden tilbage. Den bliver til en rokketand, som slutteligt falder ud, mens den blivende tand vokser frem i stedet.


Hver enkelt af mælkefortænderne og mælkehjørnetænderne erstattes af en blivende tand. Derudover erstattes de tre mælkekindtænder i hver kæbegren af syv permanente kindtænder i underkæben og seks i overkæben. De fire forreste kindtænder i hver kæbegren kaldes præmolarer, mens de bagerste to i overkæben og tre i underkæben kaldes molarer.


Tandskiftet starter med fortænderne, fortsætter med hjørnetænderne og de forreste kindtænder og slutter med de bageste kindtænder. Tandskiftet er som regel afsluttet når hunden er 24 uger gammel. Det komplette blivende tandsæt består altså af seks fortænder i overkæben, seks fortænder i underkæben, fire hjørnetænder, seks kindtænder i hver overkæbe og syv kindtænder i hver underkæbe. I alt 42 tænder.

Hundens tænder i over- og undermund
Skelettet af hundens tænder
Hundens bid

PLEJE AF HUNDENS TÆNDER ER SÅ VIGTIG


Det er med hunde som med mennesker, hvis tænderne ikke bliver passet, er der risiko for alvorlige tandsygdomme med ubehagelige smerter til følge. Tandpleje er en lige så vigtig en del af hundens pasning som korrekt fodring, motion og pelspleje.

Der er forskel på, hvor disponeret hunde er for at få forskellige sygdomme. Hyppigheden af for eksempel parodontose varierer

både individuelt og fra hunderace til hunderace. Der findes mange forskellige tandproblemer hos hunde. Det største tandproblem

er "bakterier" i munden.


Derfor er det vigtigt at børste tænder på hunden og daglig tandbørstning fjerner de bakterieholdige belægninger, som dannes på tænderne. Hvis tænderne ikke børstes, vil de bløde bakterieholdige belægninger med tiden blive tykkere og efterhånden forvandle sig til tandsten. Det giver

endnu bedre vilkår for bakterierne, og der opstår tandkødsbetændelse, som med tiden kan udvikle sig til parodontose. Det vil sige, at der kommer lommer under tandkødet fyldt med bakterier. I sidste ende vil tanden miste sit fæste i knoglen og falde ud. Undervejs i processen vil hunden ofte lugte grimt ud af munden og have smerter. Hunden kan også få tandrodsbetændelse og tandbylder. En alvorlig konsekvens af kraftig tandkødsbetændelse eller parodontose er risikoen for, at bakterierne via blodbanerne kan ramme indre organer som hjerte, lunger, nyre og lever.



Sådan lærer du hunden at få børstet tænder:

Når man skal lære sin hund at få børstet tænder, er det nemmest at starte, mens den er hvalp. Det er vigtigt at lære sin hvalp at få kigget på tænder og at få børstet sine tænder. Hvis det bliver til en god vane, så er grunden lagt til senere at kunne kigge og børste efter behov. Hold også øje med, at hvalpen ikke knækker nogle af sine mælketænder. Sker det, er der risiko for infektion, og det kan i værste fald skade den blivende tand, som er på vej frem. Det er også meget vigtigt at holde øje med, om biddet er korrekt. For eksempel kan både over- og underbid give alvorlige problemer hos nogle hunde, og det er væsentlig nemmere at behandle problemet, mens hunden endnu er ung.


Du kommer længst ved at gå langsomt frem og ved at få hunden til at forbinde tandbørstning med en hygge-stund. Når det først er lykkedes, tager tandbørstningen kun et par minutter dagligt. Du kan starte med at dyppe en tandbørste i noget lækkert (for eksempel leverpostej) og så kalde på hunden og lade den slikke tandbørsten ren. Der går ikke mange dage, før hunden kommer af sig selv, når børsten findes frem. Når det sker, er det slut med at have noget lækkert på tandbørsten. I stedet kan man gå over til at belønne med godbider. Børst en eller to tænder, ros hunden og giv den en godbid. Så øger man langsomt antallet af tænder fra dag til dag, til man til sidst kan børste dem alle. Husk altid at holde

fast ved at slutte af med godbid eller med en sjov leg, så hunden altid oplever det som positivt at få børstet tænder. Når du børster tænderne på din hund dagligt, kan du også bedre holde øje med, om der opstår skader på tænderne eller misfarvninger, som skal undersøges nærmere hos dyrlægen.



Til tandbørstning skal du bruge:


  • En tandbørste beregnet til kæledyr med et medium børstehoved
  • Hundetandpasta.
  • Vand.
  • Et fredeligt sted uden forstyrrelser.
  • Tålmodighed.



Vi anbefaler en ultra soft tandbørste. Den har bløde, tætsiddende børstehår i et kompakt børstehoved og er yderest velegnet til at komme i alle revner og sprækker uden at lægge pres på børsten. Den er hovedsagligt egnet til hunde der vejer over 10 kg.


En god hundetandpasta vi kan anbefale er tandpastaen virbac som er specielt fremstillet til hunde. Der hjælper med at forebygger tandsten mod plak. Tandpastaen er meget velsmagende med kyllingsmag, hvilket hjælper meget på hundens fornøjelse og samarbejdsvillighed, når tænderne skal børstes.

Tandbørste til hunde
Tandpasta til hunde

TANDBØRSTNING PÅ HUNDEN


Specialdyrelæge Jens Ruhnau fra tanddyreklinikken har i samarbejde med Virbac, udgivet en video om hvordan du børster tænder på din hund. Videoen giver gode tips og tricks til hvordan du kommer i gang med tandbørstningen.


TandDyreklinikken er Danmarks eneste specialtandklinik for dyr, og de udfører alt lige fra almindelige tandeftersyn og tandrensninger til mere kompliceret tand- og kæbekirurgi.  Her kan du trygt overlade dit kæledyr til deres professionelle medarbejdere, der vil give dit dyr en kærlig og omsorgsfuld behandling.

 

Specialdyrlæge Jens Ruhnau er Danmarks første europæisk godkendte tanddyrlæge og har stor ekspertise og erfaring inden for tandbehandling

på dyr.

 

Her kan du læse mere om TandDyreklinikken og deres ydelser www.tanddyreklinikken.dk



Rigtig god fornøjelse med videoen....


FOKUS PÅ HUNDENS TÆNDER OG TANDPROBLEMER


Sild på tænderne hos hunden:

Det er vigtigt at dyrene får lov at bruge deres tænder, det hjælper med at holde plak og tandstensdannelse væk. Man bør dog være meget opmærksom på, at undgå nedslidning af tænderne. Nedslidning af tænderne opstår ofte, hvis hunden er glad for at bære på sten eller lege med bolde med sand. Især kan en sandet tennisbold give kraftigt slid på tænderne. Når tanden bliver slidt igennem emaljen mindskes tandes styrke

og den er i risiko for at knække. 
Hvis tanden slides hurtigt, kan der slides igennem til pulpaen, som er det indre af tanden hvor kar og nerver er placeret. Når det indre af tanden kommer i kontakt med bakterier fra mundhulen, opstår der hurtigt infektion i tanden. Dette er smertefuldt, og nerven i tanden dør. I denne situation vil man være nød til at rodbehandle eller trække tanden ud.




Fejlstilling af hundens tænder:

I et korrekt bid er det vigtigt, at munden kan åbnes og lukkes uden at tænder berører og slider på hinanden, eller der opstår trykninger i f.eks. ganen. Trykninger i ganen kan være årsag til smerter og kronisk betændelse. Slid kan være årsag til at emalje og dentin slides igennem og tanden bliver inficeret og kræver rodbehandling eller udtræk. Forkert placerede tænder kan også låse tænderne fast så det påvirker væksten af kæberne.


Tandstilling er noget af en videnskab, og hvis en hund har fejlstillede tænder, kan det medføre væsentlige smerter og ubehag, bl.a. når der spises og leges. Allerede når hvalpens mælketænder kommer frem, kan de synes "forkerte", men man kan dog ikke være helt sikker på, om skæve bisser vil være det samme, når de blivende kommer frem. Derfor skal man selvfølgelig holde øje med, at hvalpen f.eks. ikke har dobbelttænder. Dobbelttænderne opstår, når en mælketand ikke vil slippe, og den nye presser sig igennem på trods, og derved opstår der risiko for flere problemstillingerne i hundens voksenliv.


Nogle af problemerne kan være: Karies som giver dybe huller med tandbylder som medløbende faktor, fordi tanden ikke kan holdes ren. Plakoverskud, som sætter sig til kalksten på tænderne. Igen kan der så opstår tandbylder, fordi skidtet maser sig under tandkødskanten.


Derudover kan den bløde mælketand knække, og der vil opstå stor risiko for infektion. Grunden til at mælketanden ikke selv vil smutte ud, er en stærk rod, som ikke slipper, på trods af den nye tand som maser sig frem. Derfor er det ekstremt vigtigt at få dobbelttænder fjernet, så der ikke opstår helbredsmæssig risiko eller fejlbid, som kan være temmelig smertefuldt for hunden.


Da hvalpen som regel vaccineres ved 8 og 12 uger eller 12 og 16 uger, er det sjældent at dyrlægen når at se tandskiftet og kan vejlede undervejs, men du kan altid få et teenagertjek, hvor din dyrlæge kan se efter, om der er optræk til problemer med tandstillingen, så i sammen kan finde ud af, hvad den bedste løsning er for din hund.


Når det nye tandsæt er vokset ud ved 3-5 mdr's alderen, må du ikke tro alt er vel og overstået. Hundens tænder ændrer sig hele livet, og selvom man var afsted til det årlige tjek for 6 mdr siden, kan der sagtens være opstået ændringer i form af knækket tand, skubbet tand pga. pindetygning, og jo før man får kontrol over tænderne, des mindre er der risiko for store dyrlæge udgifter ved evt. operation.


Mælketændernes position kan ændre sig væsentlig i de blivende tænders stilling, for under opvæksten ændrer kæben sig i formen, så selvom ens hvalp kan være smal i snuden, kan den som voksen få et bredt parti som gør, at der er rigeligt plads til tænderne - ELLER - tænderne kan sætte sig forkert. Meget kan gøres, ved at man bl.a. ikke lader hvalpen/hunden gnaske uhæmmet i pinde især. De hygger sig godt nok med det, og ja - plakken bliver slidt af, men der kan sætte sig voldsomt mange splinter i tandkødet, som kan give betændelse. DET er bestemt ikke et ønskescenarie, for hverken hund eller ejer. Desuden kan tænderne skubbe sig, ved overdreven tyggeri på pinde, så det får vores hunde ikke lov til. Så hellere lade dem få noget dyrere legetøj, som det kan tygge mere sikkert i.


Tilbageholdte mælketænder:

Tilbageholdte mælketænder er mælketænder, der ikke er faldet ud på det tidspunkt hvor de blivende tænder (voksentænder) er brudt ud. Det er oftest mælke-hjørnetænderne, der mangler at falde ud. Tandskiftet er afsluttet normalt når hunden er 6 måneder gammel, og det er derfor vigtigt at man i denne periode holder øje med tandskiftet, da der ikke må sidde 2 tænder af samme slags på samme sted samtidigt. Hvis mælketænderne ikke er faldet ud, så der sidder dobbelte tænder, sidder de meget tæt og kan på grund af pladsmangel forårsage forkert bid og med tiden paradentose. Derfor er det nødvendigt at få disse mælketænder fjernet hurtigst muligt og ikke vente i håb om at de falder ud af sig selv. De kan i stedet risikere at forårsage en fejlstilling af tænderne.


Her kan du læse mere om tilbageholdte mælketænder www.netdyredoktor.dk